Drejer og designer på stikkerne

Drejer fra Fyn giver sig i kast med at producere møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsens tossede ide - en skammel bestående af noget, der mest minder om 37 jordemoderstokke

Det begyndte i 1999 som en udfordring til at gå planken ud, og møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen fra Grenaa havde egentlig ikke regnet med, at hans bevægelige skammel en dag skulle sættes i produktion. I et helt andet hjørne af landet, i Haarby på Fyn, overvejede den unge selvstændige trædrejer, Lars Werner, hvordan han kunne komme i gang med at producere noget unikt. Og i en helt anden verdensdel søgte den danske eksportassistent i New York, Nils Robenhagen, efter et specielt siddemøbel, der kunne repræsentere det modige og moderne danske møbeldesign på en omvandrende udstilling det kommende år.

Et sammenfald af disse usædvanlige omstændigheder betyder, at Den bevægelige og Den ubevægelige nu er sat i produktion i det lille enmands firma, HB Trædrejeri, der ellers beskæftiger sig som underleverandør til større møbelfabrikker. Den bevægelige består af en cirkelrund fod med 37 stave, der 43 cm oppe danner et konvekst sæde. Stavene minder om jordemoderens lyttestav eller om blomstens støvdragere. Den ubevægelige bruger samme princip, men har en rektangulær fod og et konkavt sæde.

- Det hele er næsten drejet, og det er en udfordring at få hullerne til at passe. Den skammel fortæller, hvad vi kan, og viser, hvilken kvalitet vi står for. Jeg tror ikke, vi kommer til at sælge helt vildt, men vi kan måske fange folks opmærksomhed. Det er en god måde at komme i gang på, hvis vi gerne vil lave nye produkter, fortæller Lars Werner, der i snart to år har drevet HB Trædrejeri som enmandsvirksomhed i samarbejde med sin hustru.

Han er 26 år, far til tre børn og er en ganske modig mand, for det er lidt af en satsning for så lille et firma - og han var heller ikke ligefrem i konkurrence med store møbelfabrikker om opgaven.

Hans Sandgren Jakobsen designede skamlerne til et udstillingsprojekt kaldet Planken ud , der forløb over nogle måneder i 1999 på Kunstindustrimuseet. 40 designere og møbelsnedkere blev sat sammen parvis og fik udleveret en planke, som de skulle lave et siddemøbel ud af.

- Det var en befrielse at udvikle noget igen uden at være bundet af merkantile interesser. Det er leg på en anden måde, og derfor lavede jeg også noget, der var langt ude. En tosset ide, forklarer Hans Sandgren Jakobsen, der ellers ikke husker, hvordan ideen opstod.

Skamlerne blev solgt på auktion og overskuddet doneret til en fond til støtte for udvikling af nyt møbeldesign. De blev alle præsenteret i et katalog, og det var her, eksportassistent i New York fandt frem til den bevægelige .

- Jeg havde ikke selv tænkt på den, men det er godt, når der er nogen, der skubber på som Nils Robenhagen, siger Hans Sandgren Jakobsen.

Han har foruden den bevægelige også to stole ( Victor og Dialog 1 ) med ved udstillingen Danes on the move , hvor i alt 15 dansk designede siddemøbler skal rejse rundt til mindst 15 møbelbutikker i USA. Udstillingen har premiere i New York 6. marts.

Yderligere oplysninger fås hos:

www.hans-sandgren-jakobsen.com/presseservice.

Møbeldesigner Hans Sandgren Jakobsen, tlf.: 86 32 00 48

Trædrejer Lars Werner, tlf.: 64 73 18 22